POLCAM

Registrering af overvågningskameraer i POLCAM

Alle overvågningskameraer skal registreres i POLCAM, hvis de efter særlig tilladelse fra politiet, overvåger gade, vej, plads eller lignende områder, der benyttes til almindelig færdsel. Desværre er kun en brøkdel af de etablerede kameraer i Danmark registreret, og det kan potentielt forringe politiets mulighed for hurtigst muligt at opklare alvorlige forbrydelser.

På nuværende tidspunkt er det kun anlægsejeren, der kan foretage registreringen af kameraet i POLCAM, hvilket kan være årsag til de få registreringer. Installatørerne vil gerne påtage sig opgaven, men indtil det bliver muligt, opfordrer SikkerhedsBranchen alle anlægsejere til at få registreret så mange kameraer som muligt.

Hvad er POLCAM?

POLCAM er politiets fælles kameraregister, som alle landets politikredse benytter. Politiet får ikke direkte adgang til videooptagelser fra de registrerede kameraer, men registeret kan let og hurtigt vise, hvor der er opsat kameraer, og hvem politiet skal kontakte for at få udleveret optagelserne. Det giver politiet lettere og hurtigere adgang til efterforsknings- og bevismateriale, som kan være afgørende for opklaringen af en sag.

Hvorfor skal du registrere dit overvågningskamera?

Du skal registrere dit overvågningskamera, fordi registreringen understøtter en række gængse formål med at foretage tv-overvågning. De seneste år har tv-overvågning spillet en afgørende rolle i opklaringen af voldsomme kriminalsager – sager som også har ført til domsfældelse. Registreringen kan således hjælpe politiet med hurtigt at identificere og indhente potentielt afgørende efterforsknings- og bevismateriale. Det er derfor vigtigt at understøtte politiets muligheder for rettidigt at indhente relevante overvågningsbilleder ved at lade dine kameraer registrere i POLCAM.

Hvilke overvågningskameraer skal du registrere?

Du skal registrere dit overvågningskamera, hvis dit kamera, efter særlig tilladelse fra politiet, overvåger gade, vej, plads eller lignende områder, der benyttes til almindelig færdsel. Du skal kun registrere kameraer, du selv har etableret eller har brugsret til.

I den forbindelse kan du med fordel være opmærksom på, at muligheden for at overvåge områder, der benyttes til almindelig færdsel, nu i forbindelse med vedtagelsen af Bandepakke IV, er udvidet fra de oprindelige 30 meter til, at overvågningen må foretages 100 meter ud i det offentlige rum.

De udvidede rammer kan medføre væsentlige ændringer af allerede etablerede kameraer. Grundlæggende skal du være opmærksom på følgende fire punkter:

Det er obligatorisk at registrere dine overvågningskameraer

Siden 1. juli 2021 har det været obligatorisk for virksomheder, offentlige myndigheder, samt private aktører med tilladelse til at foretage tv-overvågning, at registrere de kameraer, der overvåger gade, vej, plads eller lignende område, som benyttes til almindelig færdsel. Foruden de kriminalpræventive fordele, ligger der således også en lovgivningsmæssig forpligtelse til registrering i ovennævnte tilfælde.

Læs mere i SikkerhedsBranchens artikel: Nu bliver det obligatorisk at registrere kameraer i POLCAM.

Hvor mange overvågningskameraer er der registreret i Danmark?

Ifølge tal fra Rigspolitiet var der pr. 2. april 2024 39.030 registreringer i POLCAM. Til sammenligning estimerede SikkerhedsBranchen i 2016 det samlede antal overvågningskameraer i Danmark til 1.500.000.

Det estimat er naturligvis behæftet med usikkerhed og samtidig er vi i SikkerhedsBranchen af den overbevisning, at antallet er øget betydeligt siden. Der er under alle omstændigheder et enormt efterslæb på at få registreret overvågningskameraer i POLCAM.

SikkerhedsBranchen er i færd med at afdække mulighederne for at opdatere estimatet af, hvor mange overvågningskameraer der er i Danmark. Den opgave rummer en stor kompleksitet, alene ved definitionen af hvad der i det hele taget kan betragtes som et overvågningskamera, der skal tælles med. Dertil kommer, at overvågningskameraer nu også bliver solgt i mange forskellige dele af detailhandlen og på nettet. Der forestår derfor et stort og komplekst arbejde med at fremskaffe relevante og anvendelige tal.

Kun anlægsejer kan registrere et kamera

Uanset om du registrerer et kamera som privatperson eller på vegne af en virksomhed eller organisation, skal registreringen foretages med MitID. Det betyder i praksis, at det kun er anlægsejer, der kan foretage registreringen med enten privat MitID eller virksomhedsudstedt MitID-medarbejdersignatur.

Dermed har installatøren desværre ikke mulighed for at være behjælpelig med registreringen af nyetablerede eller udskiftede kameraer, hvilket ellers kunne være en naturlig service i forlængelse af installationen. Dette ville formentlig medføre en betydelig stigning i antallet af registreringer.

Sådan registrerer du dit overvågningskamera i POLCAM

Ønsker du at foretage registrering af et kamera i POLCAM, skal det ske på politiets hjemmeside. Her finder du desuden svaret på en lang række ofte stillede spørgsmål om emnet, samt en vejledning til tast-selv-løsningen.

Foruden MitID skal du også oplyse kameraernes adresse og placering, eventuelle supplerende detaljer om kameraerne samt de fornødne kontaktoplysninger så politiet kan få fat på billederne, hvis det bliver nødvendigt.

Med disse oplysninger i hånden er du klar til at foretage registrering af dine overvågningskameraer.

Fra SikkerhedsBranchen skal der lyde en velment opfordring til at få registreret så mange kameraer som muligt.